Umiddelbart inden revolutionen i Egypten i 2011, havde jeg fornøjelsen af at arbejde som Nilkrydstogtsguide i Egypten. Dette indebar smukke sejlture op og ned ad Nilen, historiske besøg i fantastiske templer og mødet med et folk, der til trods for fattigdom og usikkerheden om, hvor næste måltid kom fra, stadigvæk havde overskud til at tage imod vores gæster og give dem et indblik i en kultur, så forskellig fra vores egen.
Når båden lå i Luxor, blev vi hver morgen mødt med synet af utallige luftballoner, der lydløst svævede over byen. Et prægtigt syn fra jorden. Jeg længtes efter at prøve det selv, opleve Nildeltaet fra oven, mærke den kølige morgenluft og se byen lige så stille vågne.
Dagen kom da også, hvor jeg fik muligheden og greb den med det samme. Vi var tre rejseledere, der tog af sted tidligt om morgenen imens alt stadigvæk var mørkt og stille. Turen startede med en sparsom morgenmad og en masse sikkerhedsinstrukser. Den vigtigste var, at vi, når vi landede skulle bukke ned i knæene. Det var da til at huske for en ridepige, som jeg, der godt kender til det stød, det giver i kroppen, hvis man hopper af hesten med strakte ben.
På ballonpladsen var de i fuld gang med at gøre luftballonerne klar. Over alt lå der farvestrålende balloner og endnu flere var allerede i luften. Pludselig var vores klar og vi steg om bord.
Synet der mødte os, da vi kom op over byen, var ubeskriveligt. Nilen strakte sig så langt øjet rakte med grønne kanaler på hver side, der brat blev afløst af ørkensandet, der hvor Nilens vand ikke længere fugtede jorden.
I udkanten af Luxor findes den meget lokale bydel med støvede grusveje og trætte huse, der mindede os om, at dette ikke bare er en kulturel rejsedestination, men også et sted, hvor folk bor og lever. Jeg aftalte med min dansk/egyptiske kollega, at vi en dag skulle tage ud og besøge udkanten af Luxor og møde de mennesker, der bor, hvor der aldrig kommer turister. Vi vidste ikke, at dette møde, ville finde sted allerede en halv time senere.
Vi svævede roligt ned af Nilen og bemærkede godt at vores ballonskipper havde lidt svært ved at få ballonen ned. Min førnævnte kollega, kunne da også fortælle at ballonskipperen i et opkald over mobilen havde sagt, at han var nødt til at flyve over på modsatte side af Nilen og finde en mark, som vi kunne lande på, da vinden åbenbart gjorde det umuligt at lande ved de ventende biler og ballonfolk på jorden. Der var ingen panik og vi nød bare den ekstra tur. Pludselig dukkede der en sukkerroemark op, hvor bønderne gik og høstede med deres æsler. Vores ballonskipper råbte ned til dem og bønder og æsler løb ud til siderne inden vi dumpede ned med vores kæmpe store ballongynge. Det hele gik så hurtigt, at vi helt glemte at bukke i knæene.
Så stod vi der, midt på en sukkerroemark, hvor der selvfølgelig ikke var noget tlf-signal, så vi måtte pænt vente på at ballonfolkene fandt os. Vi blev nødt til at blive i kurven for at ballonen ikke steg til vejrs, så der stod vi og kiggede nysgerrigt ud på bønderne, som mindst lige så nysgerrigt kiggede tilbage på os. Iblandt bønderne var der en flok små drenge, som tydeligvis aldrig havde set en luftballon (eller turister for den sags skyld) så tæt på, så de var ekstremt nysgerrige. Vi havde et tysk ægtepar med på turen, der tog nogle billeder af drengene, som synes at det var rigtig sjovt at se billederne på den lille skærm. Den tyske mand spurgte min kollega, om hun ikke ville bede om deres e-mailadresse, for så ville han da sende billederne til drengene. Efter en kort samtale, kunne min kollega så fortælle, at drengene vist ikke havde en e-mail, for de vidste ikke, hvad internettet var. Som vi stod der, som dyr i zoo begyndte den sparsomme morgenmad at spille ind. Vi var sultne. De små drenge bød gæstfrit på sukkerroerør, der faktisk smagte fantastisk. Samtidig gik jeg i gang med at forhandle mig frem til en rimelig pris på det mindste æsel, som bønderne havde med i marken. Jeg fik at vide, at jeg kunne købe det for 50 pund (ca. 50kr) Jeg var dog ikke helt sikker på, om jeg måtte have husdyr på båden, så jeg måtte i sidste ende afslå denne ellers ret gode handel.
Da ballonfolkene endelig nåede frem, blev vi sat fri. Ballonen blev pakket sammen og vi fik udleveret et certifikat på, at vi havde fløjet med luftballon over Luxor.
Vi tog afsked med vores nye bekendte og blev kørt tilbage til den civiliserede del af Luxor.
Selvom flyveturen var en kæmpe oplevelse i sig selv, så gjorde mødet med bønderne og de små drenge et meget større indtryk.
Jeg nåede desværre aldrig ud i udkanten af Luxor med min kollega. Seks dage efter denne flyvetur brød revolutionen ud i Egypten og jeg blev sendt videre til en ny destination.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar